Siden kl ca 20 i går, d. 7/3, har jeg indtaget følgende:
Ca 150 g Honey Pops
1 liter minimælk
2 rundenommer rugbrød med skrabet "Kærgården"
2 kolde, panerede fiskefileter
ca 30-50 g remoulade
1,3 liter AppelsinLight saftevand
Nu har jeg igen siddet en hel nat foran computeren, i stedet for at sove. Selvfølgelig er det svært at sove om natten, når man sover hele den foregående dag. Jeg har haft det elendigt de seneste dage, min depression virker meget voldsom for øjeblikket og det føles som om, jeg ikke kan være nogen steder. Hvis jeg ikke foretager mig noget, så som at sidde ved computeren og spille et eller andet eller se tv, får jeg en følelse af enten at være meget desperat efter at have en stor, blød, varm favn at synke ned i, mens en rar person stryger mig over håret og forsikrer mig om, at alting nok skal blive godt og at jeg bare skal tage det roligt, så skal han nok overtage ansvaret for det hele.
Jeg kan dog ikke slippe ansvaret for noget som helst, for jeg bor alene og skal selv sørge for, at tingene fungerer. Der er desværre grænser for, hvad jeg har energi til, så derfor er her som sædvanligt rodet og støvet, der står en halvstor opvask og nogle affaldsposer, der skal ned. Jeg er ved at blive sulten igen, men har ikke rigtig noget mad, som jeg har lyst til, og der er stadig længe til Aldi åbner. Der er også ved at være en smule lavvande i økonomien, for en kontanthjælp, som kun tillader et kostbudget på 1500 kr pr måned, kan hurtigt drænes, når man ofte føler behov for chokolade og lign. Jeg håber, at jeg kan få førtidspension, men venter på at kommunen kommer i omdrejninger. Det var ellers lige ved at begynde at nærme sig, men så besluttede min sagsbehandler sig for at skifte job pr 1. januar og der er først blevet ansat en ny i starten af marts, så hun har rigeligt at lave, med at prøve at læse sig igennem de tykke mapper der er til hver af hendes klienter.
Jeg synes ikke rigtig, at jeg har overskud til at skrive mere lige nu, men så er det jo heldigt, at man altid kan fortsætte en anden gang.
Vi ses derude.
Strækmærker
15 år siden